Langs den 18 kilometer lange Tarup-Davinde Sti kommer du forbi de fleste af naturområdets højdepunkter. Den kuperede rute vil føre dig op på smukke udsigtspunkter, ned til vandet langs de mange søer og gennem områdets varierede natur. Alt sammen på stier og markveje uden biltrafik. Tarup-Davinde Stien er tilrettelagt, så du nemt kan opdele den i mindre etaper. Følg "stenvarderne" med den røde top og få en skøn vandreoplevelse i det varierede terræn.
Ønsker du en kortere rundtur her fra Det Fælles Mødested, kan vi anbefale den fire kilometer lange sti rundt om Lille Ibjerg Sø. Stien er grusbelagt og derfor også meget velegnet, hvis du er i kørestol eller gangbesværet. Vær dog opmærksom på, at stien går gennem områdets kuperede natur og derfor har en moderat hældning visse steder. Der findes også andre stier og markveje i Tarup-Davinde, som er grusbelagte og derfor giver adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede.
Du må gå på alle de mange stier rundt i området, så du kan sammensætte din helt egen vandretur. I samarbejde med Hjerteforeningen har Tarup-Davinde desuden sin egen Hjertesti, der i sin fulde udstrækning er 6 kilometer lang. Følg hjertepiktogrammerne langs ruten. Vil du prøve orienteringsløb i Tarup-Davinde, har Odense Orienteringsklub opsat en række poster herude.
Se ruter på Hjerteforeningen: http://legacy.hjerteforeningen.dk/hjertestier/rute/nautilen/
Se link vedr. Odense Orienteringsklub: http://odense-ok.dk/find-vej-i/tarup-davinde/
Få overblik over området, stier, MTB-spor, badesøer, shelters, parkeringspladser og meget mere.